Home

Samtaleterapi

hvor intet er for stort eller for småt

Samtaleterapi i den eksistentielle tradition. Samtalen tager altid udgangspunkt i klientens behov her og nu


METODE


Der er ingenting af det her man behøver vide for at komme i terapi, jeg har bare et nørdet hjerte og hjerne så dette er ekstramateriale for dem der er interesserede:


Man kan dele terapi ind i tre grene; den psykoanalytiske der blev udviklet rundt århundredeskiftet, den behavioristiske der blive udviklet efter første verdenskrig og den humanistiske der blev udviklet efter anden verdenskrig. Den eksistentielle fænomenologisk psykoterapi er en undergruppe til den humanistiske og er defineret af Irvin D Yalom, Ernesto Spinelli og Emmy van Deurzen med udgangspunkt i tanker fra bla Kierkegaard, Nietzsche, Heidegger og Sartre. 


Med en eksistensfilosofisk tilgang til terapi, handler det mere om hvordan vi er i livet sammen med det der også kan være svært mere end hvordan vi får det der er svært at bare gå hurtigst mulig væk. For tab og sorg er en del af livet, ensomhed og meningsløshed er en del af livet og det er vores egen vilje og vores eget ansvar hvordan vi er med og i vores liv. Hvordan kan vi være med alle de dilemmaer der opstår i de eksistentielle spændinger der opstår? Som eksistentiel psykoterapeut, og som menneske i det hele taget, vil jeg sige at det ofte er i disse spændinger og konflikter at livet bliver levende. At det nogen gange er kontrasterne der giver os perspektiv og rusker i os som en påmindelse om at rent faktisk leve livet imens vi har det. 


Den fænomenologiske metode går ud på at hvad jeg som terapeut synes og mener er ikke interessant, det er klientens oplevelser terapien handler om. Så jeg sætter mig selv i parentes, opfordrer klienten til at beskrive sine forskellige tilstande og oplevelser og har ikke nogen holdning til hvad som er det vigtige i hvad klienten kommer med. Terapien er til hver en tid udefra klientens behov her og nu. Det jeg kan hjælpe med er at gøre opmærksom på tematikker og reflektere over dem sammen med klienten. 


En anden metode jeg benytter mig af, er de neuroaffektive kompasser. De er funderet i hjernens tre dele; den præfrontale cortex hvor vores rationale sidder, det limbiske system der står for det emotionelle og relationelle og det autonome nervesystem der har er knyttet til vores organer og resten af kroppen. Så når klienten taler til mig, taler hen ud fra sine frontallapper og her kan jeg spørge ind til hvordan det føles at tale om de ting og på den måde skabe en opmærksomhed på og kontakt til følelserne. Når den kontakten er etableret kan jeg spørge til hvordan det føles i kroppen og på den måde skabe opmærksomhed på og kontakt til den fysiske oplevelse. På den måde opøves et samarbejde mellem de tre hjernedele, som alle sammen fungerer bedst når de alle tre er i spil i et lyttende samarbejde. Det kan bruges til både heling af traumer og problematikker og det kan bruges til at proaktivt opøve en lettere adgang til regulering af fremtidige reaktioner. 


Har klienten interesse i det, starter vi sessionen med en kropsscanning

SPECIALER


Min baggrund er billedkunstner med fotografi som primære medie. Mine projekter har haft det ene ben i dokumentarismen og det andet i kunsten, de har haft det ene ben i eksistentielle tematikker og det andet i socio-politiske perspektiver. Jeg har haft mange oplevelser af at dem jeg har fotograferet har sagt at det har været en terapeutisk oplevelse og mere end én gang er jeg blevet kaldt for fototerapeut. Derfor lavede jeg denne overbygning med at uddanne mig til eksistentiel psykoteraput. Derfor er der nogle tematikker som udgør noget af det fundament jeg står på fordi jeg har behandlet dem igennem mit kunstneriske virke. Nogle af de tematikker vil jeg uddybe lidt herunder, er Eksistens, Overgange/Transition, Seksualitet, Fototerapi, Intersektionalitet og Minoritetsstress 



Eksistens


I 2014 udkom min tredje fotobog Unravelled. Processen startede med at et menneske jeg kendte tog livet af sig. I forhold til døden trådte livet frem og jeg spurgte mig selv, hvad med hvis jeg skulle dø, hvad ville jeg så fortryde? Det spørgsmål resulterede i nogle større valg og forandringer i mit liv og jeg begyndte at fotografere på projektet der fem år senere blev til bogen Unravelled. 


Jeg fotograferede kvinder der havde fysiske ar på kroppen. De ar var symboler på de spor livet sætter på os, både synlige udenpå og ikke-synlige indeni. Jeg fotograferede mig selv, de mennesker der var tæt på mig og landskaber jeg bevægede mig i der fik lov til at symbolisere mit indre landskab jeg bevægede mig igennem på det tidspunkt. 


Med projektet ville jeg insistere på at lykke og smerte holder hinanden i hånden. Den eksistentielle spænding som det hedder inden for eksistentiel terapi. Jeg oplevede at jeg levede i den kultur hvor kun det lykkelige og velfungerende fik lov til at vises og deles. Jeg mente at det var en løgn med store konsekvenser for mange mennesker. Og at det også var en kedelig løgn, for mig er det den eksistentielle spænding der gør livet levende og interessant. Helt sikkert ikke i øjeblikket (når det handler om de svære sider af livet), men i relationen og kontrasten. 



Overgange


Min serie Liminality har sin titel fra den liminale fase hvilket er midterfasen i et overgangsritual. I den første fase bliver man separeret med sin tidligere rolle/identitet, i den sidste fase bliver man integreret i sin nye rolle/identitet og imellem de to er den liminale fase hvor alt står åben. Det er det farlige og sårbare sted men det er også det sted hvor alle muligheder ligger åbne. Det er hvor leret er vådt. 


Vi gennemgår overgange, transformationer gennem hele livet, store som små. Det kan være at gå fra et livsstadie til et andet, at blive forælder, syg, kandidat eller forelsket. Det kan være en samtale der giver nogle nye perspektiver der sætter bevægelser i gang. 


Det er ikke altid sjovt at stå i en overgang, ikke engang dem som umiddelbart føles som positive. Marken gynger under fødderne og der sker ting med og i en man ikke nødvendigvis kan regne ud på forhånd. Hvis det ikke er et ligefremt smertefuldt sted, kan det stadig opleves som usikkert og utrygt. 


Alligevel har jeg den her kærlighed til overgangene for der er så meget bevægelse i dem. For at de ofte er med til at give os perspektiver som mennesker. For at de ekspanderer hvem vi er



Seksualitet


I 2020 udkom min bog The house of mirrors. Bogen består af fotografier og korte tekster fra en periode over halvandet år hvor jeg var bruger af en swingerklub. Bogen er ikke et dokumentaristisk projekt fra en swingerklub men en kommentar til magtstrukturer gennem seksualitet i vores kultur og samfund. Billederne har jeg iscenesat inde i klubben som fragmenter af ting jeg har set, oplevet og fantaseret om. Jeg har gennem mine billeder prøvet på at formidle hvordan det føles at være i en kvindekrop som modsvar på hvordan det det ser ud når vi får det præsenteret gennem det traditionelt mandlige blik. 


Seksualitet er sjovt, er krydsfeltet mellem natur og kultur, psyke, biologi og socialitet. Gennem det her arbejde, og de miljarder samtaler jeg har haft med mig selv, med folk i klubben, med mennesker omkring hvor end jeg har været, går det mere og mere op for mig at den her vigtige vigtige samtaler mangler. Yes, den tager helt klart mere plads, med en masse fantastiske og vigtige stemmer fra især de yngre generationer men der er stadig en masse samtaler der har godt af at finde sin plads. 


Jeg er en eksistentiel psykoterapeut og ikke en sexolog, men seksualiteten er en af vores eksistentielle grundelementer så hos mig findes der altid plads og en masse perspektiver på lige det emne når som helst det giver mening for mine klienter. 



Fototerapi


Gennem mine projekter og som underviser i det personlige fotografi har jeg lært at fotografere sig selv kan være et kreativt og ikke mindst kraftfuldt værktøj til selvindsigt, en vej til følelser og undersøgelse af identitet. Er det i klientens interesse, giver jeg hen fotografiske opgaver som vi arbejder efterfølgende med i vores samtalesession. 



Intersektionalitet og minoritetsstress


Intersektionalitet og minoritetsstress er to modeller og teorier der er opstået med et specifikt fokus som var raceoverbygning på feminisme og udsathed hos LGB(dengang teorien blev dannet var de kun de tre grupper man kiggede på i denne sammenhæng)-personer. Jeg vil ikke gå ind i den historiske baggrund her men pointere at de præger mit teoretiske grundlag og dermed min terapeutiske praksis.


Intersektionalitet er en teori om hvordan forskellige dele af en persons identitet kan give forskellige grader af privilegier og udsathed. Minoritetsstress er en teori om hvilke mentale og fysiske sundhedskonsekvenser det kan have at tilhøre en minoritetsgruppe. Dele af en persons identitet kan feks være køn, etnicitet, hudfarve, social klasse, seksualitet, tro/ideologi-retning, fysik (form og evner) og alder. 


Vores psyke formes (meget) af vores relationer og vores relationer er en del af og præges af den sociale, kulturelle og politiske kontekst vi indgår i. Den måde vi taler til os selv på, har vi lært et sted fra. Gennem hele den menneskelige historie har vi været afhængige af gruppen for at overleve. Når vi som mennesker møder eksklusion i form af f eks fordomme og diskrimination, stresser det vores system og resulterer i bl a ruminering, isolation, angst, depression, misbrug og suicidal adfærd. 


For mig som terapeut er det vigtig at anerkende de her realiteter når en klient taler om hvordan det er at være dem

Priser


Første session varer en time og koster halvdelen, resterende sessioner varer halvanden time og koster fuld pris. 


Jeg bruger differentierede priser afhængig af klientens indkomst


Indivduel terapi


Tjener du under 25k/mdr koster det 700

Tjener du mellem 25-50k/mdr koster det 900

Tjener du over 50k/mdr koster det 1.300


Parterapi


Tjener begge to under 25k/mdr koster det 1.000

Tjener en af jer over 25k/mdr koster det 1.200

Tjener begge to over 25k/mdr koster det 1.400



Der betales fuldt honorar ved aflysning senere end 24 timer før sessionen



Om 


Mit navn er Kajsa Gullberg. Jeg er født (1977) og opvokset i Göteborg og har boet i Københavnsiden 1996. Jeg er forælder til et menneske der blev født i 2004. 


Min psykoterapeutiske praksis er en ekspansion af min kunstneriske praksis hvor fotografiet er mit primære medie. Med det har jeg fire fotobogsudgivelser bag mig og har udstillet og undervist i ind- og udland. 


Jeg holder terapisessioner på dansk, svensk og engelsk og det foregår i Sydhavnen i København eller via skærm. 

Kontakt


Kajsa Gullberg

kaisa@kaisa.dk

+45 53386727

Straussvej 31, 1tv

Insta: psykoterapeut.kajsa.gullberg